EventyrHike Mols Bjerge 2023

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
EventyrHike Mols Bjerge 2023
Inspiration
02 March 2023

EventyrHike Mols Bjerge 2023

EventyrHike Mols Bjerge er muligheden for en unik oplevelse rundt i smukke omgivelser, hvor der er sørget for både rute, historiske fortællinger, frokost og hyggelig camp-stemning både før, under og efter.

Lærke Sol Kappel Andersen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Lærke Sol Kappel Andersen

- Vild med klatring, fast hiking, vandring - og grej!


Fotos: Jesper Frits Nielsen

Den 4. februar 2023 deltog jeg i EventyrHike Mols Bjerge, en vandretur stablet på benene af Eventyrsport Events. De er mest kendt for deres mange løb, såsom NAS, NAMB, ParadiseTrail; SkyTrail og DirtyTrail, men er i de seneste år også begyndt at arrangere vandreture under konceptet ”EventyrHike”. Denne udgave i Mols Bjerge var således den første af sin slags i området. Udover Mols Bjerge, afholdes EventyrHike i Silkeborg og Sydvestjylland senere på året.

Inkluderet i turen er - udover den flotte rute - både en Roadbook, der guider dig rundt i landskabet, frokost og snacks samt masser af lejr-stemmning. Du kan her læse mere om turen, maden og forberedelsen, se en pakkeliste og læse om praktiske oplysninger.

 

Sk_rmbillede_2023-02-26_kl._17.11.18

Oplevelsen

På dagen kørte vi fra Aarhus omkring kl. 7:45, for herefter at ankomme til stævnepladsen ved Karpenhøj Naturcenter omkring en time senere. Her tjekkede vi ind og hentede vores Roadbook, der ved hjælp af beskrivelser skulle være vores guide igennem landskabet. Derudover tankede vi op på snacks, der bestod af vitaminvand, frugt og energibarer. Inden længe var det tid til at høre en kort briefing om turen, før vi bevægede os ud på ruten.

Starten af ruten gik først et lille stykke langs kysten, for herefter at dreje ind i det karakteristiske Mols Bjerge landskab, der består af både hede, dødis-huller, indhegninger med kvæg og heste - og ja, bakker. Vi var enormt heldige med vejret, som trods kulden bød på solstråler, der tillod os at nyde udsigterne lidt ekstra.

Undervejs fulgte vi beskrivelserne i den udleverede Roadbook, der førte os rundt fra post til post. Bogen består ikke af et almindeligt kort, men nærmere beskrivelser af, hvor man skal dreje eller gå hen. Man skal derfor orientere sig og være lidt vågen, men dette vakte ikke videre problemer, eftersom anvisningerne var grundigt beskrevne. Derudover indeholder Roadbooken også oplysninger om landskabet og historier fra området. Her kunne vi for eksempel læse om både istidslandskabet, såvel som Molbohistorier og helligkilder, hvilket giver vandringen et anderledes præg, idet man forholder sig til landskabets historie mens man går. Her er Mols Bjerge enormt historierig, da både bronzealdermennesker, hededyrkere og moderne rewilding-projekter har formet omgivelserne.

Der er desuden mulighed for selv at foretage valg undervejs, der kan forlænge ruten, hvis du har overskud i benene til nogle ekstra kilomenter. Dette valgte vi dog ikke at gøre, eftersom området, hvor den ekstra tur førte hen, på det tidspunkt var meget vådt. Efter ca. 9,5 km førte ruten os forbi Molslaboratoriet, hvor der var toiletter og tid til en hurtig snack, før turen gik videre ind gennem Basballefredningen.

13,5 km inde på ruten ankom vi til frokoststedet, hvor vi hvilede benene og fik tanket op med varm mad og varm te eller kaffe. Maden var en lækker dahl med tilhørende brød og toppings lavet af kokkene fra Flambadou, hvilket der var bred enighed om var både tiltrængt og kærkomment. Det, der gør oplevelsen særlig, er blandt andet camp-stemningen både før start, under frokosten og i målområdet. Her er både bålhygge og mulighed for at snakke med andre vandrere, der ligeledes har været undervejs på ruten. Dette gør ligeledes EventyrHiken en god mulighed for at tilbringe en dag i selskab med familie og venner, hvor man for alvor kan koncentre sig om oplevelsen og samværet, idet både rute, lejrstemning og mad er sørget for.

Flot natur i området. Guidebogen gav gode beskrivelser af omgivelserne, og turen var fantastisk tilrettelagt. Det er bestemt ikke sidste gang!

Charlotte og Jette, deltagere i EventyrHike Mols Bjerge

Det fedeste ved turen var de flotte udsigter. Derudover fungerede det godt med Roadbooken, og maden var mega lækker. 

Line, deltager i EventyrHike Mols Bjerge

Da vi fik løsrevet os fra bålet og atter satte ud på ruten med lidt ekstra kræfter, kom vi på denne sidste halvdel af turen blandt andet forbi vartegnene Agri Bavnehøj og Trehøje. Herfra har man i klart vejr en fantastisk udsigt over området, hvilket gør de ekstra højdemeter det hele værd. Fra Trehøje gik turen tilbage til Karpenhøj Naturcenter og mål. Således kom vi i mål klokken ca. kvart i fire, efter at have tilbagelagt omkring 25 km. Ved målområdet fik vi vores medaljer, og vi slog os igen ned ved bålet, hvor der var tid til en kop kaffe og en god snak om dagens højdepunkter.

Sk_rmbillede_2023-02-26_kl._17.11.10

Hvad skal man have med?

Op til turen modtager du nyhedsbreve fra Eventyrsport Events, som indeholder information om, hvad du skal have med. Obligatorisk udstyr er spisegrej til frokosten. Derudover anbefaler de at medbringe en pandelampe el. lygte, lille rygsæk, solidt fodtøj, ekstra tørre sokker og en varm trøje, siddeunderlag og toiletpapir og pose. Herunder kan du se et eksempel på, hvad jeg havde med.


 

Ekstra tøj 

  • Et par ekstra tørre vandresokker
  • Regnbukser
  • Gaiters
  • Skaljakke - min var denne fra Black Diamond
  • En vest
  • Inderhandsker

Pakket i en vandtæt pose:

  • En powerbank ink. ledning
  • En pandelampe

Det er altid en god idé efterfølgende at revurdere sin pakkeliste - Jeg fik f.eks. ikke brug for min PowerBank, og mit regntøj og gaiters blev ligeledes i tasken. 

Desuden skal man huske, at valg af eksempelvis fodtøj kan variere meget efter præference - på ruten gik de fleste i støvler. Derudover er det individuelt, hvor kuldskær man er. 

Sk_rmbillede_2023-02-26_kl._17.10.36

Forberedelse

Jeg trænede ikke selv op inden EventyrHiken, men er man ikke vant til at gå, kan det bestemt anbefales at gå nogle længere ture inden, så man har en nogenlunde grundform. Da ruten går gennem Mols Bjerge, herunder dele af Bjerg-etapen, skal man være forberedt på ca. 450 højdemeter, som naturligvis gør det hårdere, end hvis de 25 km havde været i fladt terræn. Undervejs har man mulighed for selv at præge ruten, så de der vil gå længere, har mulighed for dette. Det er derfor også en oplagt mulighed for at prøve sig selv af, da det hele er sørget for, og man derfor kan koncentrere sig om sin egen præstation.

Eventyrsport Events oplyser selv, at hvis man kan gå 10 km med overskud, vil man kunne gennemføre.

Sk_rmbillede_2023-02-26_kl._17.09.07

Praktiske oplysninger

Op til afgang modtager du nyhedsbreve fra Eventyrsport Events, der både indeholder oplysninger om hvad du skal have med, parkering og evt. anden information, såsom ændringer og vejr. Derudover bliver der taget billeder undervejs, som du efterfølgende modtager et link til på mail.

Undervejs følges beskrivelserne i Roadbooken, der fører dig forbi 6 poster og til sidst i mål. Terrænet varierer mellem små stier, større grusveje, skov, hede og strand, og derudover går man på ruten gennem en del indhegninger med kreaturer og heste. Hunde må medbringes i snor, dog skal du være opmærksom på, at enkelte hegn skal forceres undervejs. Af samme årsag kan barnevogne, klapvogne o. lign. ikke medtages. Der forefindes toiletter ved start og mål, ved Molslaboratoriet ca. 9,5 km ude på ruten, samt et lille stykke fra frokostområdet. Ved frokoststedet er det ligeledes muligt at tanke vand. Jeg havde 1 liter vand med plus den udleverede vitaminvand, hvilket var rigeligt for mig.

Transport

Parkering er muligt ved Fuglsø strandparkering, hvorfra der er ca. 700 m til check-in. Der er personale, der vil guide dig samt flag.

Bus 123 kører fra Aarhus til Ebeltoft, hvor der undervejs kan skiftes til forbindelser til Fuglsøcentret. Dog skal du være opmærksom på, at det i weekenderne kan være meget knebent med afgange.

Eventyrsport Events - Se alle vandreture

Oplev stemningen i videoer fra andre EventyrHikes