7 gode råd: Grej til dagsturen

Inspiration til eventyr
< Forrige artikel Næste artikel >
7 gode råd: Grej til dagsturen
Råd og vejledning
12 November 2017

7 gode råd: Grej til dagsturen

Hvad kræver det af udstyr at komme på dagsvandreture? Vi kigger her på et par grundlæggende ting, du skal sørge for at have i rygsækken, og et par grundlæggende ting, når det kommer til beklædning. Følger du de råd, er der langt større chance for, at du får en god og sikker oplevelse ude på vandrestierne.

 

En af de gode ting ved dagsture er, at du ikke behøver en tonstung rygsæk fyldt med udstyr til at overnatte og lave mad. Selvom der kun er tale om en enkelt dag på vandrestierne i Danmarks skove, Norges fjelde eller på Alpernes stier, så har du dog en langt større mulighed for at få en god oplevelse, hvis du har klædt dig ordentligt på og har de vigtigste ting i rygsækken.

 

Vi kommer her med 7 gode råd til, hvordan du med fordel kan klæde dig på, og hvad du med fordel kan pakke i rygsækken, når du går dagsture.

 

1 Uld

Uld er et vidunderligt materiale at bruge som det inderste lag beklædning på vandreture. Uld er temperaturregulerende og varmer godt, selv hvis det bliver vådt eller fugtigt, og så transporterer det sved væk fra kroppen. Uld har også den store fordel, at det ikke kommer til at lugte lige så fælt, som syntetiske materialer hurtigt kan gøre det.

 

Er du af sted i koldere egne, så tag også et par uldhandsker og en uldhue med.

 

2 Vandrebukser

Et par gode vandrebukser er et must på vandreture. Der findes et utal af forskellige typer vandrebukser i vidt forskellige prisklasser med hver deres detaljer og formål. Derfor handler det i høj grad om at kigge på, hvad ens behov er. Fælles for stort set alle vandrebukser er, at de er hurtigtørrende, så skulle du rende ind i en regnbyge, betyder det ikke, at du vandrer rundt i et par drivvåde, tunge bukser resten af dagen.

 

Derudover kan du vælge, om du vil have mulighed for udluftning, om de skal være myggetætte, have få eller mange lommer, have forstærkninger på særligt udsatte steder, være varme, lydløse eller være et par zip-off-bukser, så du kan lyne den nederste del af og bruge dem som shorts, hvis du bliver for varm.

Lige her kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du køber vandrebukser.

 

3 Fodtøj

Valget af fodtøj kommer i høj grad an på, hvilken form for terræn, du skal vandre i. Det kan dog ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at du har noget ordentligt på fødderne. Vandrer du på velanlagte stier, og er din rygsæk ikke specielt tung, kan du måske nøjes med et par vandresko. Et par vandrestøvler, der giver støtte til anklen, vil dog ofte være et mere sikkert valg.

 

De parametre, du kan kigge efter, når du vælger fodtøj, er sålen, som kan være blød, mellemstiv eller stiv. På støvler kan du kigge efter, om skaftet er lavt, mellemhøjt eller højt. Jo hårdere terrænet er, og jo mere vægt du bærer på, jo mere vil du over imod den stive sål og det høje skaft.

 

Derudover kan du kigge efter, om dit fodtøj skal være vandafvisende eller vandtæt. Igen, det afhænger at klimaet og terrænet, du vandrer i. 

 

4 Skaltøj

Er der risiko for, at det begynder at regne på turen, så husk at pakke skaltøjet. Det beskytter mod elementerne, regnen og blæsten, og det holder dig tør. Vandrer du for eksempel i bjergene, så kan vejret hurtigt skifte, og du kan gå fra at svede i solen til at blive kold i skyggen, når en isnende vind pludselig kommer fejende ind.

 

Mens det stort set altid er værd at pakke en skaljakke, så er det ikke altid nødvendigt med skalbukserne.  

 

5 Vandrestave

Der er ingen vej uden om det: vandrestave virker, og de er gode at tage med. Vandrestave aflaster dine knæ, specielt hvis du vandrer i bjergene, hvor lange nedstigninger kan være den rene tortur for bentøjet. Vandrestave kan således tage 25 procent at belastningen på dine knæ.

 

Vandrestave hjælper desuden til at holde balancen på steder, hvor terrænet er mere krævende, eller hvis du for eksempel skal krydse et vandløb eller en elv.

 

Vandrestave kan også bruges som en ’krykke’, hvis du skulle komme galt af sted.

 

6 Rygsæk

Du skal have noget at bære dit ekstra tøj, dit udstyr, kamera, snacks og drikke i, og til dagsturen skulle en rygsæk på 30-40 liter være rigeligt. Der er ufatteligt mange forskellige typer af rygsække at vælge mellem, men vær sikker på, at rygsækken passer dig og sidder ordentligt på dig.

 

Et hoftebælte hjælper med at aflaste ryg og skuldre, og selvom du måske ikke bærer den store vægt på dagsturen, så er det rart.

 

7 ’Værktøjskassen’

Der er en række småting, der er gode at have med på enhver tur. Pak dem i en drybag, så du er sikker på, at de klarer mosten, selvom rygsækken skulle blive våd.

 

Gode ting at komme i værktøjskassen er for eksempel en pandelampe (den er god som sikkerhed, hvis du skulle ende i mørket), en form for multitool (man står altid og mangler det, hvis man ikke har pakket det!), sportstape (til at reparere undervejs, tape en forstuvet ankel op osv.), ild til at lave bål (igen, en sikkerhed at have, hvis du skulle ende med at måtte tilbringe natten udenfor) samt et førstehjælpssæt med de vigtigste ting.

 

Værktøjskassen kan sagtens variere alt efter hvilken tur, du står overfor, så overvej, om der er mere der skal pakkes i rygsækken, så du er sikker på, du får en god tur, hvor sikkerheden samtidig er i top. 

 

 

Foto: Maridav

Råd og vejledning
Posted: November 12, 2017
Categories: Vandring , Udstyr , Vejledninger
Forfatter: Opdag Verden