5 råd til flere friluftseventyr med familien

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
5 råd til flere friluftseventyr med familien
Råd og vejledning
06 January 2022

5 råd til flere friluftseventyr med familien

Skrevet af Charlotte Kusk Nyholm Thomsen
Billeder af Stefan og Tabita Høeg

Det virker måske ikke oplagt at invitere familien udenfor, når vinteren er mere grå end hvid, solen skjuler sig, og hverdagen er fuld af pligter. Men vi har taget en snak med Tabita og Stefan, der deler ud af friluftsglæde på Instagram. Her giver de fem råd til, hvordan du kan få (endnu) flere udendørs oplevelser med familien - også i vintervejret.


Friluftslivet er for alle. Det kræver ikke nødvendigvis et par fridage i kalenderen eller avanceret udstyr at få oplevelser under åben himmel med familien. I hvert fald ikke hvis du spørger friluftsentusiasterne Tabita og Stefan, som til dagligt er henholdsvis sygeplejerske og højskolelærer. I fritiden deler de mikroeventyr, rejser og praktiske råd på instagramsiden "Friluftsforældre" - alt sammen med naturen som omdrejningspunkt.

 For dem begyndte fascinationen af friluftslivet med en telttur til Norge i selskab med gode venner. Da deres datter kom til verden et par år senere, fik de lyst til at undersøge, hvordan hun kunne tage del i oplevelserne udenfor.  

– Inden vi fik vores datter, overvejede vi oftere, at der for eksempel skulle være en lækker udsigt, vi kunne stå op til om morgenen. I dag er vi nødt til at planlægge anderledes og lade turen være målet i sig selv. 

Eventyret er for fødderne af dig

image00006_Tabita_og_Live_1000_500

Til dagligt kan det være lige så godt at besøge baghaven, den lokale strand eller den nærmeste skov. Når parret er af sted med deres to-årige datter, er det ikke nødvendigvis udsigten, det handler om, men det der er for fødderne af dem – bogstaveligt talt. En snegl. Et blad i skoven. Eller en sten på stranden. 

 Naturen er med til at skabe nogle andre rammer. Når du erstatter fortov og formål med en åben verden, som børnene kan undersøge, så får I en forandret måde, familien er sammen på. Telefoner og distraktioner træder i baggrunden.

– Det giver en frihedsfølelse. Vi har generelt mere overskud, og vores datter er i bedre humør, fortæller de. 

Selv en søndagstur på et par timer kan gøre en stor forskel.

– Vi kører ud i skoven, stiller bilen på en parkeringsplads og slår lejr et stykke inde. Så er vi til stede på en helt anden måde. Hvis vi var blevet derhjemme, var vi sikkert begyndt at rydde op, ordne vasketøj og gøre klar til en ny uge.”  

 

Så hvordan får du selv flere oplevelser uden for om vinteren?

Her får du fem råd fra Friluftsforældre til at få flere oplevelser med familien udenfor.

Fem råd fra Friluftsforældre

Stefan_og_Live_1000x500

1. Tag hyggen med ud i mørket

– Når du går ud om vinteren, er det jo nærmest mørkt, allerede inden du tager af sted. Derfor kan det være rart at tage noget hygge med. Det kan være en lille lyskæde eller måske en lille petroleumslygte, der kan lyse op i mørket. 

2. Hav ét formål med turen

– Hvis vi sætter ambitionerne for højt og vil nå at lave et stort måltid, tænde bål og overnatte, så gør vi oplevelserne mindre tilgængelige for os selv. Hvis vi i stedet tager en nem ret med, der kun kræver kogende vand, kan vi spise, når sulten melder sig, og nøjes med at lave bål, hvis vi har lyst. Vi behøver ikke gøre det hele på én gang. Så kan vi tage ud og lave mad en anden dag.”

3. Sæt ambitionerne i børnehøjde

For de mindste størrelser, kan det være en gave at have tid og lov til at udforske omgivelserne.
– Vi kan bruge lang tid på at kigge på blade, se på en snegl eller gå rundt med en pind. Det kan godt være, at vi havde tænkt, vi skulle gå 10 kilometer, og det så kun blev til tre. Men vores datter har hygget sig rigtig meget.

4. Et lille skridt ad gangen

– Har du ikke prøvet at sove i telt med familien før, kan det være rart at slå et telt op ude i haven. Så har du terrassedøren som nærmeste udvej, hvis det ikke går. Undgå at det bliver et succeskriterium, at I skal blive derude hele natten. Vi har også prøvet at gå indenfor igen, hvor putningen ikke fungerede i teltet, og vores datter var ked det. Men så fik vi prøvet det af, og hun blev mere kendt med teltet til næste gang.”

5. Sæt det i kalenderen

Dagene går hurtigt, især når man har børn. Derfor kan det være rart at få lavet en aftale og beslutte, at dén weekend eller dén hverdag, tager vi ud.

image00009_500x500px
image00002_500x500px-kopi

Læs også

Rikke Dypping: Tips til hverdagseventyr for børnefamilier 

Råd og vejledning
Posted: January 06, 2022
Forfatter: Charlotte Kusk Nyholm Thomsen