5 gode råd: Kom i form til vandreturen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
5 gode råd: Kom i form til vandreturen
Råd og vejledning
28 May 2018

5 gode råd: Kom i form til vandreturen

Timerne på de mange smukke vandrestier i både hjem- og udland skulle gerne være en god oplevelse - også selvom det er din allerførste tur. Derfor er det vigtigt, at du forbereder kroppen på den forestående tur. Vi giver dig her tips til at komme i form, så du er klar til at hoppe i vandrestøvlerne.

 

Der ligger oceaner af fine oplevelser og venter såvel i det nære som i det fjerne, hvis du snører vandrestøvlerne, tager rygsækken på og begiver dig ud på vandreture med overnatninger undervejs. Det er dog vigtigt at træne sig op til vandreturen, hvis man ikke vil ende med ben så stive som træstolper og ondt i ryggen på grund af vægten fra rygsækken.

Hvorfor er formen vigtig?

5_gode_raad_kom_i_form_til_vandreturen_1000x500

En ordentlig forberedelse er essentiel for en god og sikker tur, og dette gælder også at forberede din krop på turen. Er vandringen for hård, fordi formen ikke er i orden, er der ikke meget plads til at nyde turen og landskaberne. Derudover risikerer man deciderede skader, hvis man overbelaster sig selv. Det kan for eksempel være i knæ eller ryg.

En del af forberedelsen er derfor også at kende dine egne grænser, så du ikke ender med at gå kold 10km før næste lejrsted. Dette er især vigtigt, hvis du vandrer i mere afsides områder, hvor du i højere grad er afhængig af at kunne klare turen hen til næste punkt på ruten.

Hvis du skal på din første vandretur er det vigtigt at sætte god tid af til langsomt at trappe op i kilometer. Din krop vil takke dig for det! Selvom du er vant til at løbe eller træne meget på anden vis, så husk, at vandring med rygsæk belaster din krop på en anden måde end du måske er vant til, og du derfor ikke nødvendigvis kan overføre det en til en. Den bedste måde at træne vandring på er - Ja, vandring!

 

Her er fem gode råd til at komme i form til vandreturen:

#1 Opbyg en fornuftig grundform

Start for eksempel med at gå korte ture i nærheden af, hvor du bor. Få nogle kilometer i benene. Du kan også begynde at cykle mere, for eksempel til og fra arbejde, så motionen bliver en del af den daglige rutine.

Det er selvfølgelig også en god idé at løbe nogle ture og eventuelt styrketræne i træningscentret. Det er alt sammen med til at bygge en god form op.

Starter du helt fra bunden, så begynd gerne at træne dig op flere måneder inden du skal på vandretur.

#2 Træn de rigtige muskelgrupper

5_gode_raad_kom_i_form_til_vandreturen_1000x500_2_

Det er vigtigt, at du styrker de muskelgrupper, du bruger, når du vandrer. Til at begynde med kan du gå kortere ture i fladt terræn. Begynd langsomt at lægge flere og flere kilometer på turene og begynd at gå ture i mere bakket terræn. Det er med til at styrke knæ og lår, som kommer på hårdt arbejde, når du begiver dig ud på længere vandreture, hvor du har rygsæk på.

#3 Væn kroppen til en rygsæk

Til at begynde med kan du blot fylde et par kilo i rygsækken, når du går ture. Læg stille og roligt mere og mere vægt i den. Det handler om langsomt at vænne kroppen til at gå med rygsæk, så det ikke bliver et chok, når du pludselig sætter ud på en vandretur med rygsæk.

#4 Træn ryggens smidighed og styrke

5_gode_raad_kom_i_form_til_vandreturen_1000x500_3_

Det er hårdt pludseligt at skulle gå i timevis med en rygsæk på ryggen, så jo stærkere din ryg er, des bedre er det. Styrketræning og yoga er begge gode til at få en stærk, smidig ryg.

#5 Gå solide træningsture

Inden du drager ud på længere vandreture, og det for alvor gælder, så er det betryggende at vide, hvordan din form er, og hvor meget kroppen kan klare. Pak derfor en rygsæk med det samme grej, som du skal have med på tur, og gå nogle dagsture i dit nærområde, der er lige så lange, som dem du skal gå på din vandretur med overnatninger undervejs. Så ved du, hvad der venter. Der er en tryghed i at vide, at du kan klare det.

Herunder finder du links til relevant tøj og udstyr:

Råd og vejledning
Posted: May 28, 2018
Forfatter: Opdag Verden