5 begynderfejl enhver vandrer bør undgå

Råd, vejledning og inspiration. Artikler om bl.a. vandreture, cykelruter, tips til udstyr, bæredygtige materialer og gode råd til at komme i form.
< Forrige artikel Næste artikel >
5 begynderfejl enhver vandrer bør undgå
Råd og vejledning
05 February 2020

5 begynderfejl enhver vandrer bør undgå

Der er en masse at få styr på, når man sætter ud på vandretur, og der er ligeledes en masse faldgruber. Her er fem ting, enhver vandrer bør undgå at gøre.

1. Lad være med at fylde for meget i rygsækken

Det er simpel logik: Selvfølgelig er det mere behageligt at vandre med en rygsæk, der ikke vejer et ton, frem for én der vejer et ton (eller i hvert fald det, der føles som et ton). 

En af de største begynderfejl, når det kommer til vandring, er at proppe alt for meget i rygsækken, og det er altså lidt surt at komme hjem fra tur med kilovis af mad, men aldrig fik spist, ekstra jakker, trøjer, undertøj og sokker man aldrig fik brug for plus de der ekstra småting, man lige smed i rygsækken, for det kunne jo være, at man fik brug for dem. 

Det er dog ikke helt nemt at pakke let. Det kræver nemlig erfaring. 

Tænk derfor over, om det, du er ved at putte i rygsækken, er noget, du virkelig har brug for, eller noget som du måske får brug. Er det ’need to have’ eller ’nice to have’

Pak det kun, hvis det er i den første kategori. 

  

2. Lad være med at vandre af sted i et par spritnye vandrestøvler

Det er noget nær den perfekte opskrift på store, væskefyldte vabler at sætte ud på en længere tur i et par støvler, der kommer direkte fra hylden i udstyrsbutikken. 

Støvler skal nemlig gås til – det vil sige, at de skal blive venner med dine fødder – inden du sætter ud. 

Køb dem derfor i god tid, inden du skal på tur. Brug dem til hverdag. Gå lidt kortere ture i dem. Trap langsomt op, og så skulle du være klar til at tage på en vabelfri vandretur. 

 

3. Lad være med at vandre i bomuld

Ja, det kan være fristende at hive T-shirten og strømperne i bomuld op ad skuffen og tage dem på, når du drager på vandretur. De fungerer jo fint til hverdag. Sagen er bare, at det gør de ikke på tur. 

Bomuld suger nemlig fugt og bliver vådt, når du sveder. 

Bliver din T-shirt først våd, kan du hurtigt ende med at blive kold, når du holder pause. Og de våde bomuldstrømper, der er lukket nede i vandrestøvler i timevis? De sørger både for, at du får kolde, klamme fødder, og at vablerne væsker løs.

Køb i stedet for strømper og dit inderste lag i merinould. Det er blødt mod huden og har en række fantastiske, naturlige egenskaber, som gør det perfekt til aktive ture. 

 

4. Lad være med at pakke det forkerte udstyr

Det er en skam, men den samme sovepose passer ikke til alle ture, og det samme gælder rygsække, støvler og beklædning. Det kan godt være, du har en forrygende dejlig dunsovepose, der holder dig varm selv i den vildeste snestorm, men der er ikke meget ved at ligge og svede i den i den småkølige forårsnat. 

Der er heller ikke meget ved at have en 75-liters ekspeditionsrygsæk, der vejer et ondt år, på vandreturen fra hytte til hytte, hvor du stort set ikke behøver pakke noget i rygsækken. Og sådan fortsætter det. 

Husk at pakke udstyr efter typen af tur, terræn og klima.

 

5. Lad være med at være uforberedt på det uventede

Den her er svær, for hvordan forbereder man sig på det uventede? Og hvordan gør man det uden at proppe alt for meget i rygsækken og bryde regel nummer ét i den her artikel?

Man følger den gyldne mellemvej. 

For man kan være uheldig, at turen i vildmarken tager en dag længere end beregnet. Og den dag skal man have mad til. Man skal også være sikker på at kunne finde vand. Så er man et sted, hvor det ikke er garanteret, at man kan finde rent vand, så husk en form for vandfilter.  

Vær forberedt på en nødsituation ved at have et førstehjælpssæt med (og sørg for at vide, hvordan du bruger det), husk at have en alternativ plan klar, hvis noget går galt og sørg for at fortælle nogen, hvor du vandrer hen, og hvordan du regner med at komme hjem igen.  

Er du i tvivl, så søg råd, inden du begiver dig ud. 

 

Foto: Roman Mikhailiuk / www.shutterstock.com


Relevante links:
Store Rygsække
Vandrestøvler
Beklædning
Udstyr 

Råd og vejledning
Posted: February 05, 2020
Forfatter: Opdag Verden