5 af verdens længste vandreture

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
5 af verdens længste vandreture
Inspiration
16 August 2021

5 af verdens længste vandreture

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


I de seneste år er det blevet mere og mere populært at gå langt. Rigtig langt! Forestil dig, at begynde den længste vandretur i dit liv – faktisk i hele verden! I løbet af månederne falder du mere og mere ind i en rytme med naturen, du ser landskabet skifte, i takt med at du tilbagelægger hundredvis af kilometer og dine såler og vandrestave bliver efterhånden slidt ned.

Lyder det som noget for dig? Så læs med her, og bliv inspireret!


Vi kridter her støvlerne op til 5 af verdens længste vandreruter, der alle sammen byder på formidabel natur i løbet af rigtig, rigtig mange kilometer.


#1 Pacific Crest Trail

Det her bæst af en forrygende vandrerute snor sig i løbet af næsten 4300 kilometer gennem det vestlige USA’s bjerge – fra den mexicanske grænse i syd til den canadiske grænse i nord. Og Pacific Crest Trail er ikke bare lang; den er også utrolig smuk. Derudover skal du være klar på at tilbagelægge omkring 129.000 højdemeter – samlet set skal du regne med at bruge 4-5 måneder på turen.

For langt de fleste vandrere, så starter turen i det sydlige Californiens store ørkener, primært fordi det er ulovligt at gå ind i USA fra Canada, og dermed bliver det ret besværligt at gå ruten fra nord mod syd. Efter de store ørkner, stiger stien langsomt op i Sierra Nevada-bjergene. Heroppe venter blanke bjergsøer, enorme mammuttræer og glatskurrede granitklipper i nationalparkerne Sequoia & Kings Canyon samt Yosemite National Park. I Oregon venter blandt andet Crater Lake – en af verdens dybeste søer – dybe skove og snedækkede vulkaner, inden det sidste stræk fører gennem Washington State.

Det anbefales at du starter i april eller tidligt i maj, for at undgå sne i bjergene i Sierra Nevada, men ikke senere. Så risikerer du nemlig at blive udsat for hårdt vejr senere på ruten. Derudover anbefales det at du er færdig med turen senest ved udgangen af september, for ikke at blive ramt af voldsomt vintervejr i bjergene nordpå.

Har du lyst til at vandre, og er der et lille halvt års tid, du ikke ved, hvad du skal bruge til, så er er Pacific Crest Trail svaret.

Læs mere om Pacific Crest Trail på www.pcta.org


#2 Great Himalaya Trail

Det er langt fra nogen hemmelighed, at Nepal tilbyder noget af den bedste vandring, vores verden har at byde på. Her ligger klassiske ruter som den til Everest Base Camp og den rundt om Annapurna, men der er én rute, som slår dem alle: Great Himalaya Trail.

Det er en rute, som strækker sig over den nepalesiske del af Himalaya, fra øst mod vest. Ruten blev oprindeligt oprettet som en måde at komme fra den ene ende af Nepal til den anden – med en enkelt, simpel rute.

Great Himalaya Trail er et netværk af stier, der strækker sig 1700 kilometer på tværs af hele Nepal. Undervejs kommer du forbi otte af de 14 bjerge i verden, der er over 8000 meter høje, og selvom du ikke selv kommer så højt, så skal du nok komme i åndenød i de 6200 meter, du skal op i. Det anbefales, at du afsætter 3-5 måneder til turen.

Den tid du skal bruge kommer lidt an på hvilken rute du vælger. Faktisk kan du vælge mellem en højtliggende rute, som kræver decideret klatreudstyr, og så en lavtliggende rute, som blot kræver vandrestøvler og gåpåmod. På den lavtliggende rute kommer du gennem et utal af fine landsbyer og får et glimrende indblik i lokalbefolkningens levevis. Den ”lave“ rute er kortere end den ”høje”, hvor du skal være en erfaren vandrer og klatrer – som sagt er klatreudstyr sommetider en nødvendighed.

Undervejs kan man for det meste overnatte i tehuse.

Og så er en længere rute faktisk i støbeskeen. Det er en udvidet rute, gennem HELE Himalaya. Det vil sige at den ville komme til at starte i Pakistan og gå til Tibet. Dermed ville ruten komme til at passere gennem både Pakistan, Indien, Nepal, Bhutan og Tibet.  Det vil også gøre ruten omkring 4500 kilometer lang og dermed blive den længste vandrerute i verden. Jeg tør til gengæld slet ikke tænke på hvor mange højdemeter, ruten så også ville komme til at indebære…!

Læs mere om Great Himalaya Trail på www.greathimalayatrail.com


#3 Te Araroa

Her er en vandresti, som går fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen i New Zealand – et land, som er vidt berømmet for sine storslåede, varierede landskaber. Her er øde sandstrande højest mod nord, og dybe skove følger, inden du vandrer gennem de nøgne, månelignende vulkanlandskaber i området ved Mt. Tongariro – en aktiv vulkan på Nordøen.

Når du et godt stykke længere mod syd lægger Nordøen bag dig og siger goddag til Sydøen, er det som at starte på en frisk. Her er kystvandring i tæt skov, inden landskaberne begynder at blive domineret af bjergpas, udsigter til gletsjere under snedækkede toppe, turkisblå og grønne bjergsøer samt brusende floder. Det anbefales at du går turen mellem september og april, for at have de mest optimale muligheder for godt vejr. Dårligt vejr i New Zealand kan være farligt!

Te Araroa betyder “Den Lange Sti” på det lokale Maori-sprog, og det er en passende beskrivelse! Hele ruten er 3000 kilometer lang, og folk bruger alt fra tre måneder til et halvt år på at gennemføre den, alt efter hvor meget de strejfer undervejs, og hvor ambitiøse de er med deres dagsdistancer. Det mest almindelige er at bruge 3-5 måneder på turen.

Med hensyn til overnatning, så er der hytter undervejs, men de kan være fulde. Derfor er det en god idé at medbringe et telt. Yderligere estimerer de officielle sider, at det vil koste dig mellem 7000 og 10.000 dollars (ca. 33.000-47.000 DKK). Men det kommer selvfølgelig helt an på, hvordan du gennemfører turen, og hvor hurtigt du gør det.

Læs mere om Te Araroa på www.teararoa.org.nz 


#4 Via Alpina

2700 kilometers vandring gennem Alperne. Det er kort sagt, hvad Via Alpina har at byde på. Ruten er inddelt i 162 etaper, starter i Trieste og slutter i Monaco, og går gennem Italien, Slovenien, Østrig, Tyskland, Lichtenstein, Schweiz, Frankrig og Monaco. Du kommer til at krydse landegrænserne hele 44 gange og derudover har du fornøjelsen af at starte og slutte ved havoverfladen og få alle højdemeterne med.

Vandrer du hele turen, får du selvsagt et ufatteligt godt kendskab til Alpernes bedste udsigter, fineste dalstrøg og hyggeligste landsbyer, men du skal selvfølgelig også være klar til at få lidt syre i benene – ruten byder på en samlet stigning på svimlende 180.000 højdemeter. Hver eneste af de 162 etaper er lavet som dagsetaper. Derfor tager ruten ca. 162 dage, plus eventuelle hviledage. Derfor bør du sætte små 6 måneder af til ruten, og du bør gøre det mellem april/maj og oktober, for at undgå for dårligt vejr i Alperne.

Læs mere om Via Alpina på www.via-alpina.org


#5 Appalachian Trail

Appalachian Trail slynger sig gennem 14 stater i det østlige USA – fra Maines Mount Kahtadyn i nord til Georgias Springer Mountain i syd. I alt er her tale om cirka 3500 kilometer sti, der går gennem bjergkæden Appalacherne – deraf også navnet. Det er en stor udfordring, og kun omkring ¼ af alle der påbegynder en fuld gennemvandring (en ”thruhike”) gennemfører turen. Hvis du klarer den, skal du regne med at det tager dig mellem 5 og 7 måneder.

Bjergene her er ikke lige så høje, som dem man finder på Pacific Crest Trail i det vestlige USA, men stien er kuperet og fører vandrere gennem enorme skove og vidtstrakte, øde egne. Der er en del sheltere undervejs, hvor mange vælger at overnatte, og stien er kendt for det særlige fællesskab, der opstår blandt dem, som vandrer på den.

Derudover vil du på stien opleve såvel ’Trail Magic’ som ’Trail Angels’. Det første henviser til gaveposer med for eksempel snacks og drikkevarer, som godmodige sjæle lægger gratis ud til vandrere, mens englene er folk, der frivilligt giver en hånd til vandrere; for eksempel ved at stå klar med burgere på stien eller tilbyde dig et lift til den nærmeste købmand, så du kan proviantere. 

Der er over 250 sheltere på ruten, som bliver vedligeholdt af lokale foreninger. De ligger typisk med en dagsdistance i mellem sig, og typisk tæt på vand og et das. Dog medbringer de fleste vandrere også et telt, en tarp eller en hængekøje, for langt de fleste starter turen sydpå, på samme tid af året – i marts eller først i april. Derfor er shelterne typisk fyldt op, og det kan være at du skal bruge et alternativ.

Læs mere om Appalachian Trail på www.appalachiantrail.org


God fornøjelse med planlægningen og held og lykke!


Herunder finder du links til relevant tøj og udstyr:


Telte

Soveposer og liggeunderlag

Rygsække

Vandrestøvler og vandresko

Vandrestave  

Foto: Yatharth Roy Vibhakar

Inspiration
Posted: August 16, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger