4 typer telte til turen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
4 typer telte til turen
Råd og vejledning
03 April 2023

4 typer telte til turen

Der findes en række forskellige former for telte, der hver især har forskellige styrker og svagheder og dermed egner sig til forskellige former for ture. Læs med her, og bliv klogere på, hvordan du vælger det telt, der passer bedst til dine behov.

Der er masser af ting at overveje, når man vælger telt til vandreturen. Telte kommer med masser af forskellige detaljer, men et godt sted at starte, er at finde ud af, hvilken type telt der passer én bedst. Inden du køber et telt, er det derfor vigtigt at overveje, hvad du primært skal bruge teltet til.

Intet telt er perfekt til alle typer ture, men for at hjælpe dig på vej med det rette valg er her en gennemgang af 4 gængse typer telte:

 #1 Tunneltelt

 #2 Kuppeltelt

 #3 Geodætisk telt

 #4 Pyramidetelt

#1 Tunnelteltet

 

Akka 3 tunneltelt

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det her telt er formet en smule som en tunnel. Det er aflangt, men derudover kommer det i vidt forskellige størrelser; fra de helt små og lette telte, hvor der kun er plads til solovandreren, til de store og rummelige telte, hvor en håndfuld personer kan finde ly for natten. Generelt egner tunneltelte sig til sommerture, samt til de længere vandreture, og enkelte af dem egner sig endda til vinterbrug.

Tunneltelte er den letteste type telt, men brugsfladen er samtidig helt i top. Her er for det meste en sovekabine, og en apsis, der gør det mere behageligt at opholde sig i teltet i længere tid. Det kan for eksempel være, at det regner, eller at du af en eller anden grund har en overliggerdag, hvor du vil drive den af.

Tunneltelte er også nemme at sætte op, og så står de solidt og stabilt – særligt hvis man sætter dem op langs vindretningen. En anden fordel er, at man typisk starter med at sætte yderteltet op, for derefter at sætte inderteltet op. Det er en stor fordel, hvis man forventer regn på turen, da man på den måde er garanteret, at kabinen er tør, når man kravler derind.

Andre fordele ved tunnelteltet er, at du har god plads til din bagage, hvad enten det er rygsækken eller cykeltaskerne. Dette giver en god mængde plads i forhold til vægten. Desuden er der gode udluftnings- og ventilationsmuligheder. Sovekabinen har derudover myggenet, så du kan sove i fred for de blodtørstige bæster.

En af få ulemper ved tunneltelte er, at de ofte ikke er helt så stabile, hvis du camperer steder med kraftig sidevind, eller hvis vinden skifter, som man f.eks. kan komme ud for i de højere bjerge.

Hvis man er på ture, hvor der bliver rigtig varmt, er det en ulempe at man ikke kan nøjes med at sætte inderteltet op alene. Og så er tunnelteltet ofte lidt ’sværere’ at komme ind og ud af end kuppelteltet, da man går ind fra enden og ikke fra siden. 

#2 Kuppelteltet


Hildeberg Staika telt

Kuppelteltet er et stærkt telt, der blandt andet har den fordel, at det kan sættes op uden brug af pløkker. Rejser du til steder, hvor du regner med at skulle sove på enten klipper eller meget hårde overflader, så er det en fordel. Skal du bruge apsis'en, eller have mere stabilitet, skal du dog for det meste have gang i pløkkerne.

Derudover opnår kuppelteltet sin store styrke ved, at mindst tre teltstænger krydser hinanden. Det gør, at teltet kan stå imod pres fra vind eller vægten af sne, så vil du have et telt, du kan tage med på vinterfjeldet, er det en god idé at kigge på kuppeltelte.

Der er ofte apsis i begge sider af teltet, hvilket er lækkert, hvis man er to, der deler teltet - man undgår nemlig at skulle træde over hinanden for at komme ind og ud. Du skal dog være opmærksom på, at apsis ofte er lille og ikke er beregnet til at opholde sig i, som det for eksempel er tilfældet med apsis i tunneltelte.

Derudover vejer kuppelteltet generelt også mere end tunnelteltet. Kuppeltelte har dog ofte stejlere endevægge, så man bedre udnytter den plads, teltet optager på jorden.

I modsætning til tunnelteltet, hvor man slår yderteltet op først og inderteltet op bagefter, så starter man ofte med inderteltet og sætter derefter yderteltet op på kuppeltelte. Du kan derfor også nøjes med at slå inderteltet op på de varme sommerdage, hvor man gerne vil mærke brisen gennem inderteltet og have mulighed for at beundre nattehimlen. Skal du på fjeldet i for eksempel Skandinavien, så kan dette dog være en ulempe. Står det ned i stænger, kan dit indertelt og kabinen nemlig nå at blive vådt, inden du får yderteltet på. Og det er ikke sjovt at kravle ind i en vandpyt, når alt man har brug for, er tørvejr og hvile. 

#3 Det geodætiske telt

The North Face Mountain 25 telt

Her er tale om en telttype til seriøse, hårde vejrforhold, som dem man finder på bjergbestigningsture eller i base camps rundt om i verden. Geodætiske telte har oftest form som et kuppeltelt, men har flere stænger, der krydser hinanden på flere punkter, og danner derved oftest enten trekanter, hexagoner eller pentagoner. På den måde opnår man størst mulig stabilitet, og har mindst muligt af teltet, der ikke er understøttet. 

Her er altså tale om en type telt, som kan modstå ekstreme vinde, kraftigt snefald, og som har en større apsis end kuppelteltet, så man kan opholde sig der under hårde vejrforhold. Du vil derfor kunne benytte apsis'en til at varme den frysetørrede ret eller vand til kaffe og te.

Det geodætiske telt er ofte dyrt, og tungt i forhold til andre telttyper, grundet de adskillige stænger, der krydser hinanden. Det er derfor også lidt mere krævende at slå op end kuppelteltet, som vil være mere velegnet for de fleste. Det er med andre ord en telttype, der henvender sig mest til ekstremt brug, men som tilgengæld klarer sig godt under stortset alle vejrforhold.

#4 Pyramidetelt


Kongsvold-telt

Pyramideteltet, som ofte også bliver kaldt for en tipi eller lavvu, er et rummeligt telt, der egner sig rigtig godt som samlingstelt, hvis man er en større gruppe af sted på tur sammen, eller som teltet man bruger i base camp. De er glimrende som fællestelte, hvor man enten sover, eller hvor man måske bare spiser og hygger sammen, inden man trækker sig tilbage til sit eget telt.

Teltet har ét stort rum, hvor en stang i midten holder teltdugen oppe. Øverst er der en hat, som skaber lidt afstand til resten af teltet og sørger for ventilation. Det gør også, at det er muligt at have en varmeovn i teltet, hvor toppen fungerer som en form for skorsten. På nogle modeller er det også muligt at købe et indertelt eller en bund, hvis man ikke vil ligge eller sidde direkte på jorden. 

Fordele ved pyramideteltet er den gode plads, hvor man som oftest kan stå oprejst. Dette gør dem også velegnede til vinterture, hvor man bruger mere tid indendørs. 

Ulempen ved pyramidetelte er, at de er de tunge at slæbe på. De er ofte ret store og vejer en del, så de passer ikke videre godt til vandreture. De bliver dog også lavet til mellem to og fire personer, som fint kan konkurrere med tunnel- og kuppeltelte, når det kommer til, hvor meget vægt hver person skal bære. Derudover skal man være opmærksom på, at der ofte ikke er noget myggenet.

3 TING VÆRD AT OVERVEJE

Ud over typen af telt, er der flere andre ting, der er værd at overveje, inden du køber telt.

 

  1. Hvornår skal du bruge teltet? Telte kommer til brug i to, tre eller fire sæsoner. To-sæsonerstelte er ofte ultralette og har kun én bue, så de er ikke specielt vindstabile. På tre-sæsonerstelte er der ofte fokuseret lidt mere på ventilation, så ydersejlet er løftet en smule fra jorden. Når det kommer til fire-sæsonerstelte, så er teltdugen ofte noget kraftigere og går helt ned til jorden – nogle af dem har endda en særlig snekant – og her er ikke fokuseret så meget på ventilationen som på tre-sæsonerstelte. De er også tungere.
  2. Hvor skal du bruge teltet? Overvej, hvilken form for underlag, du mest kommer til at slå teltet op på (er det for eksempel vigtigt, du kan slå det op uden at skulle bruge pløkker?), om der er meget vind, og om du regner med meget regn. Når det kommer til regn, så måles teltets vandtæthed i søjletryk – jo højere et vandsøjletryk, jo mere vandtæt er teltet.
  3. Hvordan skal teltet pakkes og bæres? Der er stor forskel på, om du skal bære et telt på ryggen, eller om det skal pakkes ned i for eksempel en kano eller en kajak. Har du teltet i rygsækken, er vægt og pakkevolumen langt vigtigere, og det er værd at tage med i overvejelserne, om man vil betale ekstra for at spare vægt. 

Læs også:

Guide: Hvilket telt skal du købe?

Råd og vejledning
Posted: April 03, 2023
Forfatter: Opdag Verden