3 tips til bedre billeder på vandreturen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 tips til bedre billeder på vandreturen
Råd og vejledning
08 November 2019

3 tips til bedre billeder på vandreturen

Selv de største, mest storslåede landskaber kan ende med at blive en smule kedelige på billeder. Billedet gengiver ikke de enorme proportioner. Man får ikke fornemmelsen af, hvor vildt det var at gå lige netop dér. Billederne kommer til at ligne hinanden – ofte med en vandrer midt i billedet, der vandrer (ofte med ryggen til) ud af en sti.

Sådan behøver det ikke at være. 

Med nogle ret simple tips kan man hurtigt tage billeder, der bliver mere varierede og langt bedre indfanger, hvad der gjorde vandreturen speciel. Og med de tips, vi kommer med her, betyder det ikke noget, om du er weekendkriger med mobilen, eller du har pakket spejlreflekskameraet i rygsækken.  

Billederne, vi bruger som eksempler her i artiklen, er alle taget i Grand Canyon i USA.

1 Find en anderledes vinkel

Et almindeligt problem er, at turbilleder kommer til at minde for meget om hinanden. Perspektivet er det samme. Og måske er motiverne det også. Én måde at få taget nogle anderledes, mere spændende billeder, der samtidig fortæller en historie, er at ændre på perspektivet. 

Der er ingen, der siger, man skal stå op og tage et billede. Prøv at lægge dig ned på stien. Kravl op i et træ eller en klippe langs stien. Billedet herover er for eksempel taget i bunden af Grand Canyon, hvor man vandrer forbi oceaner af kradsbørstige kaktusser. 

Ved at sætte kameraet på jorden, får man en helt anderledes fornemmelse af, hvad det er for et terræn, man vandrer i. Billedet fortæller en historie. Og den lidt anderledes vinkel gør, at billedet fortæller en anden historie end et billede taget i øjenhøjde, hvor man havde set en vandrer gå ud af stien.


2 Bevæg dig væk fra stien

Som sagt kommer rigtig mange vandrebilleder til at ligne hinanden en smule, hvis man ikke tager sig lidt ekstra tid til at ’opdage’ det gode billede. Kig dig omkring i landskabet. Hvad gør det specielt? Hvad er det, du gerne vil vise med billedet? 

Forsøg at læse landskabet, gå lidt i forvejen og vent på, at dine turkammerater kommer trampende forbi. Gå eventuelt lidt væk fra stien (uden at trampe vegetationen ned, selvfølgelig), så stien ikke bliver det, der dominerer, men man i stedet kan se, hvad det er for et landskab, man er omgivet af. 

Forsøg også at få noget med ind i forgrunden (på det her billedet er det kaktussen), i mellemgrunden (på billedet er det vandreren) og i baggrunden (i det her tilfælde klippevæggen). Det skaber meget mere dybde i landskabet, og man kan gå meget mere på opdagelse i billedet. Ligesom man gør i landskabet, når man er ude på tur.  


3 Hav et menneske på dit panorama

Med mindre man er rigtig, rigtig dygtig fotograf, der har et trænet øje og de tekniske egenskaber til at lege med lysforhold og komposition, så har rene landskabsbilleder det med at blive en smule … kedelige. Det, der er overvældende stort og overvældende smukt ude på stien, kan blive undervældende ordinært på et billede. 

Det er nemlig utrolig svært at gengive storheden i for eksempel et bjerglandskab på et billede, du ofte ser på en computer eller en telefon.

Derfor er det vigtigt at få noget perspektiv ind i dimensionerne, og en perfekt måde at gøre det på er at have en vandrer med på billedet. Det bidrager samtidig til, at billedet har en historie. 

Billedet her er taget på vej ned i Gran Canyon, som er, ja, helt utroligt stor. Man fornemmer lidt mere af, hvor stort et landskab, der er tale om, når der er en person med på billedet. 

Så når du ser det store panorama, så tænk over hvor det bedste sted i billedet er at have en person. Vent til din kammerat er kommet frem til stedet (bed dem eventuelt om at stoppe i forvejen) og fang det hele på billedet. 

Råd og vejledning
Posted: November 08, 2019
Forfatter: Opdag Verden