3 tips til at gå støvlerne til

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 tips til at gå støvlerne til
Råd og vejledning
01 November 2019

3 tips til at gå støvlerne til

Det er en af de ting, man får tudet ørerne fulde af gang efter gang efter gang: Husk nu at gå støvlerne til, inden du tager på tur! Men hvad betyder det egentligt? Og hvordan bærer man sig af med at gøre det i praksis? Her er tre tips, der hjælper dig til at gå vandrestøvlerne til, så du forhåbentligt får en tur uden vabler og andre skavanker. 

Der er noget særdeles skuffende over at vågne op på vandreturens dag nummer to og opdage, at store, væskende vabler har formet sig på fødderne. Og at det er de nye, fine vandrestøvler, der er skurken. 

Ikke desto mindre er det et scenarie, der hænder igen og igen, da selv de bedste vandrestøvler kan give vabler, hvis man ikke har fået gået dem til, inden man begiver sig ud på længere vandreture. 

En måde at minimere risikoen for vabler og øge chancerne for en god tur er at få gået sine støvler til inden afgang. 

Og det gør du sådan her: 

  1. Begynd med at tage støvlerne på derhjemme. Sørg for, at de er snøret ordentligt, og at pløsen sidder, som den skal. Sørg også for at bruge et par gode sokker; de samme, som du planlægger at bruge, når du skal på tur. Tag i det hele taget støvlerne på, som skulle du på vandretur. Men i stedet for at give fødderne en chokstart med adskillige timer i støvlerne ude i terrænet, så væn langsomt fødderne til støvlerne. Lad dem blive bekendt med hinanden under milde omstændigheder.

  2. Når støvlerne ikke føles aldeles nye og du har trisset rundt i dem derhjemme, så begynd at bruge dem i hverdagen. Tag dem på, når du går over i supermarkedet. Tag dem på, når du går småture hjemmefra.  Begynd at bruge dem som hverdagsfodtøj, hvor fødderne ikke er i støvlerne i alt for lang tid ad gangen. 

  3. Det næste skridt er at bevæge sig ud på stierne med støvlerne på. Start med kortere ture og læg gradvist flere og flere kilometer eller minutter/timer på. Vær opmærksom på, om der er steder, støvlerne trykker eller klemmer. Om der er steder, huden reagerer og eventuelt begynder at blive rød; det kan nemlig betyde, at der er vabler på vej. Sker det på de kortere ture, kan du næsten være sikker på, at det også kommer til at ske på længere ture. Du kan også begynde at pakke en lille rygsæk og tage den på, når du går turene. 

Nu er dine støvler så blevet gået til. De er blevet venner med fødderne, og du er klar til at pakke rygsækken og tage på ture med længere distancer og over flere dage. 

Der er ingen garanti for, at du ikke vil komme til at få vabler – her spiller der også andre ting ind – men du har gjort dig selv og dine fødder en stor tjeneste og øget chancerne for en god tur. 

Råd og vejledning
Posted: November 01, 2019
Forfatter: Opdag Verden