3 nye vandreruter mod syd, øst og vest

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 nye vandreruter mod syd, øst og vest
Inspiration
10 September 2019

3 nye vandreruter mod syd, øst og vest

Der dukker konstant nye vandreruter op, og gamle vandreruter bliver udvidet. Vi har her fundet tre vandreruter frem: En ny rute i et velkendt vandreland, en udvidelse af en overset eksotisk travetur og en splinterny overraskelse et sted, hvor kun de færreste kommer. 

 

Splinterny sti i Armenien

The Transcaucasian Trail har et par år på bagen og er et spændende, ambitiøst projekt om at etablere op mod 2000 kilometer vandrestier i de bjergrige egne på kanten mellem Europa og Asien.  

Nu er en splinterny sektion på 125 kilometer i Armenien klar til at blive vandret. 

Her finder man øde bjerglandskaber og oplever ekkoer af den gamle Silkevej i form af de gamle karavanserai’er, som er herberger, der i sin tid blev opført langs handelsruterne i Asien, Nordafrika og det sydøstlige Europa. 

Her er også mulighed for at besøge oldgamle klostre, der frister en tilværelse på UNESCOs verdensarvsliste, og skulle man få lyst til et glas vin, kan man kigge inden for på verdens ældste vingård.

I naturen mellem attraktionerne finder man berusende dybe kløfter og brusende vandfald, idylliske blomsterenge og forrevne klippetoppe, hyggelige landsbyer og gammel armensk kultur. 

Man skal regne med at bruge en lille uge på at vandre hele ruten, hvor der er glimrende muligheder for at sove i telt undervejs. Der er også gode muligheder for at sove med tag over hovedet, da der er overnatning for enden af alle dagsdistancerne på nær en enkelt. 

Du kan læse mere om ruten, overnatning, transport osv. samt finde GPX-filer for ruten på https://transcaucasiantrail.org/en/hike/vayots-dzor-armenia/

 

 

Kroatisk vandrerute udvidet

Selv blandt vandrefolket er der ikke mange, der kender til Mljet Thru-hiking Trail. Stien slynger sig over De Dalmatiske Øer i Kroatien, som nok ellers mest er forbundet med solferie, strandture og badning i bølgerne. 

Man skal dog ikke langt væk fra kysten, før de fleste spor efter turisterne fordufter, og man har de skønne, eksotiske øer stort set for sig selv. 

Her i 2019 er Mljet Thru-hiking Trail blevet udvidet, så den nu i alt løber 62 kilometer på langs af de frodige, grønne øer, hvor man stadig får fint med muligheder for at vaske sveden af i havets varme vande. 

Du kan finde et interaktivt kort over den markerede rute på www.mljet.hr

 

 

Ny 225 km lang vandrerute i Wales

Det skorter ikke på lange vandreruter i Storbritannien, og nu er der kommer en helt ny af dem til i Wales.  

Den markerede langdistancevandrerute Heart of Wales Line Trail byder på 226 kilometer, der i grove tæk følger den smukke togrute Heart of Wales Railway Line, som er berømt for at fragte passagerer gennem de idylliske landskaber mellem Crewe/Shrewsbury og Swansea/Cardiff. 

Vandreturen går lige forbi de 29 togstationer på strækningen, så det er dejlig nemt at komme til og fra ruten med offentlig transport. Det giver også gode muligheder for kun at vandre en del eller udvalgte dele af ruten.

I bedste britiske stil kan man overnatte på små Bed & Breakfasts undervejs, og det er selvfølgelig muligt at tanke op på mad, drikke og selskab på pubberne langs ruten. 

Du kan mere om turen og finde detaljerede beskrivelser af de enkelte etaper på www.heartofwaleslinetrail.co.uk

Relevante links:

Beklædning
Fodtøj
Udstyr

Inspiration
Posted: September 10, 2019
Categories: Vandring i Europa
Forfatter: Opdag Verden