3 lange vandreruter i USA

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 lange vandreruter i USA
Inspiration
04 November 2021

3 lange vandreruter i USA

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Når talen falder på vandring i USA er det ofte de helt lange vandreture, der bliver bragt på banen – Pacific Crest Trail, Great Divide Trail og Appalachian Trail. Dem kan du i øvrigt læse om her. Men der er masser af uforglemmelige vandreture, der ikke kræver halve år at gennemføre, men stadigvæk byder på masser af eventyr og uforglemmelige landskaber. Her har vi gravet tre af de bedste frem.  


The Arizona Trail  

Stien her snor og bølger sig 1314 kilometer gennem Arizona – fra Coronado National Memorial ved den mexicanske grænse i syd til statsgrænsen til Utah i nord. Landskaberne, du vandrer gennem er ofte gigantiske og vidtstrakte. Meget ofte tørre. Næsten kontant fascinerende.  

I Arizona finder du enorme ørkener, hvor kaktusser rækker armene mod den blå himmel. Men vand er ikke noget problem – det kan du som regel finde med et par dages mellemrum. Her er vidtstrakte bjergplateauer. Her er dybe, alpine skove, der byder på svalende skygge. Og så venter en af de helt klassiske, amerikanske naturoplevelser hen mod slutningen af turen – Grand Canyon.  

Hvis du starter i den sydlige del af staten, oplever du rå ørkenbjerge, der dog under monsunen sidst på sommeren blomstrer op, så du skulle tro, at det var løgn. Der kommer masser af vilde blomster i lilla og lyserøde farver, der skyder op fra ørkenen, som bliver dækket i grønt. Måske ser du en ørkenskildpadde krybe over stien. Eller en klapperslange. Er du heldig får du øje på en gilaøgle. Om natten hyler prærieulvene. Husk at undersøge om du skal gøre dig nogle forholdsregler overfor dyr på turen. Eller om du bør være vaccineret for noget, før du tager afsted.

Trænger du til lidt civilisation kan du stoppe i Tucson, inden Saguaro National Park venter med kaktusser, som strækker deres stikkende arme mod himlen i bedste Lucky Luke-stil. Du skal dog nok ikke forvente at være hurtigere end din egen skygge her. Faktisk er det USA’s største kaktusser, som du kan finde her!

Ruten undgår på fornuftig vis betonbyen Phoenix med millioner af mennesker, og så sker den store forandring, i det du begynder at bevæge sig op i højderne. Byen Sedona, med de knaldrøde klipper, er et højdepunkt på turen samt et godt sted at tage en slapper i en dag eller to, - og inden du når den lille universitetsby Flagstaff, vandrer du op gennem dybe nåletræsskove med rislende bække og temperaturer, der næsten føles svale efter den konstante sol længere mod syd. 

På den anden side af Route 66 og Flagstaff venter så turen gennem selveste Grand Canyon. Fra den ene kant, ned til bunden og op på den anden side. 1600 højdemeter ned, 1600 højdemeter op igen. Alene de par dage, det tager, er hele turen værd.  

Ved grænsen til Utah, ikke langt fra Grand Canyon, slutter ruten. Du er nu en masse fantastiske oplevelser rigere, som du fik mens du tilbagelagde de 1314 kilometer turen er.  

Læs mere om stien på www.aztrail.org  

 

The Colorado Trail  

USA’s mægtigste bjergkæde, The Rocky Mountains, dækker en stor del af staten Colorado, og selvfølgelig snor en vandresti sig gennem de formidable bjerge. The Colorado Trail starter ved foden af Rocky Mountains nær Denver og slutter 782 kilometer senere i Durango i det sydvestlige hjørne af Colorado.  

Undervejs kommer dine ben på prøve. Der er således en samlet stigning på 27.000 højdemeter, og du sætter sjældent fødderne under de 3000 meter, når du først er kravlet op i bjergene. Men belønningerne, som du får, opvejer det hele og mere til. Du vandrer over fredsommelige plateauer, gennem gigantiske alpine skove, over blomsterenge, langs brusende floder og under forrevne tinder.  

Samtidig giver stien et indblik i en amerikansk stat, der på mange måder var Det Vilde Vesten for halvandet århundrede siden – så sent som i slutningen af 1800-tallet! Du vandrer gennem småbyer, hvor guldfeberen rasede (og folk stadig kommer med drømme om at finde guld og leve lykkeligt forever after), og der er små westernbyer med små, gode bryggerier, der serverer øl til tørstige vandrere, isbutikker og diners med store burgere.  

Colorado Trail leverer varen med storslået natur og charmerende byer. Så hvis du gerne vil have en moderne westernoplevelse, og leve dig tilbage til en tid med kvægtyve og cowboys, samtidig med at du ser smuk, anderledes natur og får gået en masse kilometer, så er The Colorado Trail lige noget for dig!

Læs mere om turen på www.coloradotrail.org  

 

John Muir Trail 

Den 340 kilometer lange John Muir Trail er noget nær den perfekte vandresti. Den begynder et af de mest ikoniske steder på listen over USA’s vildeste landskaber, i Yosemite Valley i Californien, går gennem nogle af de mest spektakulære områder i Californiens Sierra Nevada-bjerge og slutter på toppen af det højeste punkt i The Lower 48 (USA's stater uden Hawaii og Alaska) – 4421 meter høje Mount Whitney. Faktisk skal du huske at tage de gode vandreben med, for på turen kommer du til at gå omkring 14.000 højdemeter. Og det er bare når det går opad!

Men så bliver du altså også forkælet, allerede inden du begynder at vandre. Starten på stien er nemlig på de idylliske enge i Yosemite-dalen. Her flyder den dovne Merced-flod over grønne dalstrøg under de himmelragende granitklipper, der strækker sig 800 lodrette meter mod himlen. 

Allerede på den første vandredag er der enorme vandfald langs stien, og du skal ikke gå særlig mange timer før du har lagt dagsturisterne i nationalparken bag dig, og har bjergene foran dig.  

Navnet på stien – John Muir Trail – kommer fra en berømt amerikansk naturforsker og forfatter. Man mener at han var drivkraften bag, at Theodore Roosevelt udvidede Yosemite Nationalpark i 1903, og at han oprettede en lang række andre nationalparker og reservater i sin embedsperiode.

Sierra Nevada-bjergene er kendte for sine vidtstrakte granitklipper, og når du vandrer blandt dem, så går det samtidig gennem kløfter og dale, over enge og langs floder og spejlblanke bjergsøer. Bjergtoppe på en 4000 meters højde titter ned på én.  

Stien slutter på toppen af Mount Whitney. Du skal ikke være nervøs for, om du skal på bjergbestigning. De sidste ca. 50 km af turen foregår nemlig i over 3000 meters højde. Så de sidste ca. 1500 meter op til toppen af Mount Whitney kan du godt forcere, blot ved hjælp af dine ben.

Når du når toppen, så står du på kanten til en anden verden: Et par lodrette kilometer under én ligger nemlig ørkenen i Owens Valley, som er en af de dybeste dale i USA. Et uforglemmeligt sted at afslutte en af verdens fornemmeste vandreture.  

Læs mere på www.johnmuirtrail.org  

 

Husk også:

… at undersøge mulighederne for at finde drikkevand på ruten. Læs f.eks. denne artikel og bliv klogere på vand.

… at vide hvordan du skal forholde dig overfor vilde dyr. Mange steder skal du medbringe en bjørnekasse, som du skal opbevare din mad i.

 

Det var alt jeg havde til dig i denne omgang – så er det bare med at få planlagt næste års sommervandreferie!

 

Rigtig god tur!

 

P.S.

På sådan en tur skal du selvfølgelig have noget lækkert grej med! Jeg har listet en række relevante links her:
Vandrestave
Førstehjælp
Rejsetilbehør
Rygsække
Fodtøj

Inspiration
Posted: November 04, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger