3 af verdens vildeste cykelruter

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 af verdens vildeste cykelruter
Inspiration
20 July 2018

3 af verdens vildeste cykelruter

Vanvittige landskaber. Spændende kulturer. Enorme bjergpas. Har du mod på et ekstraordinært cykeleventyr, så læs med her, hvor vi kigger på tre af verdens vildeste cykelture.

1 Indisk Himalaya: Shimla - Padum

Højt over Indiens overbefolkede sletter finder man formidabel cykling i den indiske del af Himalaya. Herinde rager sneklædte bjergtoppe op over store plateauer og forrevne klippekløfter.

Der er rolige småveje, der krøller sig over det ene himmelstræbende bjergpas efter det andet. Her blafrer bedeflag i den kølige vind, og på bjergsider venter 1000 år gamle, tibetansk-buddhistiske klostre. Munke i mørkerøde klæder slår dørene op for godtfolk og inviterer inden for i støvede tempelrum med gyldne Buddha-statuer, flakkende fyrfadslys og farverige dæmoner malet på væggene.

Er du til bjergcykling og oldgammel kultur, så bliver det ikke meget bedre end Indisk Himalaya. På en pedaltur gennem de fjerne dale Kinnaur og Spiti og videre ad den berømte vej til Ladakh og eventuelt afsidesliggende Zanskar får du det hele.

I frodige, grønne Kinnaur er vejen hugget ind i klippen højt over en buldrende flod. Ældgamle hindutempler ligger i landsbyer omgivet af frugtplantager. I Spiti møder man den uforstyrrede, tibetanske kultur med klostre og landsbyer omgivet af gyldne bygmarker i et ellers goldt og barskt bjerglandskab.

Turen mellem Manali og Leh fører over fem store bjergpas – det sidste af dem intet mindre end 5300 meter højt. I Ladakh venter flere tibetansk-buddhistiske klostre, inden man kan cykle hele vejen til afsidesliggende Zanskar – et gammelt kongedømme i et forrygende flot og ufremkommeligt hjørne af Himalaya, hvor vejen helt bogstaveligt ender.

Hele turen tager et par måneder, men kan sagtens deles op i mindre etaper.  

2 Pamir Highway

Den her gamle militærvej, M41, der blev brugt til troppetransport og til at fragte varer til nogle af mest afsidesliggende, ufremkommelige dele af Sovjetunionen, er i de seneste år gået hen og blevet en nyklassiker blandt en hård kerne af de mere ekstreme turcyklister.

Pamir Highway vrider, snor og krøller sig over to håndfulde bjergpas. Den løber over vidtstrakte plateauer og gennem dybe, hede kløfter. Her oplever man Centralasien, når det er mest storslået og dramatisk.

Ruten går fra Dushanbe, hovedstaden i Tadsjikistan, til Bishkek, hovedstaden i Kirgisistan. Undervejs får man et særligt indblik i en del af det gamle Sovjetunionen, som de færreste kender til. Her er efterladenskaber af det kommunistiske Sovjet og sære landsbyer afskåret fra omverdenen. I runde telte på grønne sletter under snedækkede bjerge bor nomader, som inviterer indenfor til stegt gedekød og gæret hoppemælk.

Pamir Highway er intet mindre end eventyrlig. Det kræver dog gode ben at komme over bjergpassene, men belønningerne er tilsvarende enorme.

Hele turen tager et sted mellem en måned og to.

3 Det sydvestlige Bolivia    

Sydamerikas mest spektakulære hjørne?

I de afsidesliggende Andesbjerge i den sydvestlige del af Bolivia ligger et område med så megen forunderlig, storslået, surrealistisk natur, at man skulle tro, det var løgn.

Heroppe – hvor luften er tynd, vindene hyler, og nattetemperaturen kommer ned omkring de samme grader, som den man finder i dybfryseren derhjemme – finder man bjergørkener i knaldrøde nuancer. Områder, hvor klippeblokke lader til at være faldet fra himlen og ligger i naturen, som var den et overdimensioneret Dali-kunstværk.

Heroppe ryger vulkaner på horisonten. Gejsere skyder op fra undergrunden. Varme kilder indbyder til at vaske støvet bort.

Starter man på cyklen i den lille udpost Uyuni, triller man snart over verdens største saltslette, Salar de Uyuni. Herude forsvinder alle dimensioner i en verden af hvidt salt og blå himmel. ’Øer’ med 10 meter høje, slanke kaktusser ligger som oaser. En nat herude er ren magi.

Det kræver planlægning og masser af proviant at fortsætte mod syd, hvor egentlige veje snart forsvinder, og hjulspor fra jeeps forgrener sig ud over sletter. Her venter rustenrøde søer, hvor flamingoer trisser rundt. Vikunjaer sparker støvet op, når de galoperer ud mod horisonten og endnu en rygende vulkan.

Længst mod syd tårner den kegleformede vulkan, Licancabur, sig op i over 6000 meters højde, og nær den dykker vejen ind i Chile og ned i Atacama-ørkenen, verdens tørreste ørken, hvor cykleturen slutter i den lille oaseby San Pedro de Atacama.

Turen er et gevaldigt slid, men landskaberne, man oplever, gør det hvert et pedaltråd værd.

 

Herunder finder du links til relevant tøj og udstyr:

Cykeltøj

Cykeltasker og -rygsække

Tilbehør til cykling

Pakkeliste til cykeltur 

 

Foto: Tore Grønne

Inspiration
Posted: July 20, 2018
Categories: Cykling
Forfatter: Opdag Verden