15 tips: Hold den gode hygiejne på tur

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
15 tips: Hold den gode hygiejne på tur
Råd og vejledning
12 June 2017

15 tips: Hold den gode hygiejne på tur

Man er nødt til at indgå nogle kompromiser, når man tager på tur i naturen. Alt, hvad der bliver pakket i rygsækken, skal man slæbe på, så nogle steder sparer man. Når det kommer til hygiejne på tur, så er det vigtigt at være opmærksom på, hvad der er vigtigt at medbringe for at undgå sygdom, og hvad der blot har med forfængelighed at gøre. Og om man skal lade det i den sidste kategori ligge derhjemme.

 

Vi har samlet en række gode råd og ting at være opmærksom på, når det kommer til god hygiejne på turen i det fri:

1. Tandpasta

Der skal selvfølgelig også børstes tænder på tur, men der er ingen grund til at stoppe en stor, fed, fuld tandpasta ned i rygsækken. Tag den sidste rest fra tuben derhjemme med. Og hør lige dine turkammerater, om de tager tandpasta med. Der er ingen grund til, at I alle pakker en tube.

2. Tandbørsten

Når det kommer til tandbørsten, så er der nogle af vægtfanatikerne, der tager en børnetandbørste med. Eller også skærer de lidt af voksentandbørsten, så den fylder og vejer mindre.

3. Tandtråd

indgår også i turpakningen. Den kan – selvfølgelig – bruges, når noget sætter sig fast mellem bisserne, men tandtråd kan også bruges til andre ting. Du kan sy et par bukser, der er revnede; skulle dine snørebånd give op, kan du erstatte dem med tandtråd; tandtråd kan endda fungere som tørresnor.

4. Håndsprit

i en lille beholder kan være en god idé, hvis du drager på tur i områder, hvor det er svært at få vasket hænder. Urene hænder kan være kilde til meget sygdom, men håndspritten dræber bakterierne.

5. Toiletpapir

kan du med fordel pakke i en lille pose, så du undgår det bliver vådt og dermed ubrugeligt.

6. Når du vasker

dig så prøv at finde et sted at gøre det, der ligger mindst 50 meter fra eventuelt rindende vand.

7. Hurtigtørrende håndklæder

har den store fordel, at de – foruden at tørre lynhurtigt efter brug – hverken vejer eller fylder meget i rygsækken.

8. Deodoranten

kan du godt lade ligge derhjemme. Den vejer og fylder unødigt, og du kommer nok til at lugte lidt uanset hvad. Derudover så tiltrækker velduften myg. Og er du i områder med bjørne, så kan de også være nysgerrige efter, hvad det er for en duft, der gemmer sig bag teltdugen. Og et uventet besøg af en bjørn er ikke behageligt.

9. Pak beklædning i uld

Uld har den store fordel, at det ikke kommer til at lugte lige så hurtigt, som syntetiske materialer gør det. Uldtøj kan du derfor have på i flere dage, uden du kommer til at hørme så meget, at dine turkammerater lader dig sejle din egen sø. Derudover har uldbeklædning selvfølgelig den store fordel, at den stadig varmer, selvom den skulle blive våd.

10. Luft dit tøj

på turen. Det kan hindre lidt lugtgener. Du kan gøre det i lejren, eller du kan gøre det under pausen ude på stien.

11. Skyl undertøj og strømper op

og hæng det til tørre i solen. Solens stråler hjælper med at desinficere tøjet. Betyder vægt ikke så meget for dig, kan du selvfølgelig også pakke lidt ekstra tøj.

12. Giv fødderne luft

Dine fødder kan blive sat under pres i et par varme vandrestøvler, så sørg for at give dem luft. Tag støvlerne af under pausen ude på stierne. Og tag indersålen ud af støvlen om aften, så også støvle og sål får lidt luft.

13. Husk at vaske

gryde, kop og bestik, efter du har spist. Du kan eventuelt bruge lidt bionedbrydeligt sæbe. Vasker du det ikke ordentligt, kan det blive en bakteriefælde, og der er bare ikke meget ved at vandre, hvis man er syg.

14. Klargør dit drikkevand

så det er rent og klar til at drikke. Selv vand, der ser rent ud, kan gøre dig syg, men der er heldigvis mange forskellige måder at gøre det drikkeklart på – du kan koge det (som dog er en langsom metode), bruge et vandfilter, tabletter eller UV-lys.

15. Hår

kan være en kilde til problemer på længere vandreture. Det bliver beskidt, fedtet, filtrer. Det bedste, du kan gøre for at gøre det mere nemt og behageligt på turen, er simpelt: Klip det.

 

Herunder finder du links til relevant udstyr:

Håndklæder, sæbe og andre toiletartikler

Drikkedunke, vandfiltre m.m.

  

 

Foto: Jens Ottoson

Råd og vejledning
Posted: June 12, 2017
Forfatter: Opdag Verden