12 vandreture til alle årets måneder

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
12 vandreture til alle årets måneder
Inspiration
25 August 2022

12 vandreture til alle årets måneder

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Det er skønt at vandre – og det er det hele året rundt. Forestil dig bare at tage på vandretur om vinteren langt mod nord og opleve nordlyset! Eller at tage langt sydpå om vinteren for at nyde skønheden ved Marokkos Atlasbjerges og den meget anderledes kultur i de små bjergbyer. I alle verdenshjørner og alle årstider venter store oplevelser. 

Kort sagt – det er mere end muligt at tage på vandretur hele året! Her i artiklen får du 12 bud på, hvor du kan  tage hen og vandre i alle årets 12 måneder. 

Vejret viser vejen

Noget af det første jeg kigger på, når jeg skal vælge en vandredestination fra eller til, er uden tvivl vejret det pågældende sted. Hvis det er ulideligt varmt, hvis der er risiko for ekstremt vejr eller risiko for meget dårligt vejr i lange perioder, så bliver den destination tit valgt fra. For eksempel undgår jeg helst at vandre i det sydligste Europa i sommermånederne, samtidig med at jeg i vintermånederne ikke begiver mig ud i bjergene i længere tid ad gangen.

Når det er sagt, så kan man jo vandre alle steder og på alle årstider. Det kræver blot, at du tænker meget over det grej, du har med, og hvordan du bruger det. Og så synes jeg det er vigtigt, at du ikke bliver overmodig. Det er for eksempel ikke en særlig god idé, at du begiver dig ud på en fjeldvandring om vinteren, hvis du aldrig har prøvet noget lignende før. Så kan det hurtigt gå hen og blive farligt.

Og med det skrevet bag øret, så lad os komme til de 12 forslag. 

FORÅR

joel-holland-TRhGEGdw-YY-unsplash

Marts | Syditalien

I marts er temperaturerne i den sydlige del af Italien endnu på et niveau, hvor det ikke er for varmt, men dog med behagelige temperaturer.

Din tur kunne f.eks. gå til området omkring Amalfikysten, hvor du, udover at spise fantastisk mad og drikke den lokale vin, kan opleve fantastisk smukke naturoplevelser. Det kan du f.eks. gøre på den korte rute mellem to små landsbyer, som hedder Gudernes Sti (Sentiero degli Dei). Her kommer du til at opleve fantastiske udsigter over Middelhavets krystalblå vand, samtidig med at du kommer igennem klassiske landsbyer fyldt med gamle stenhuse. En fantastisk dagstursaktivitet i behagelige temperaturer i marts.

 

April | Malaga, Spanien

Hvis du ikke føler for at tage til Syditalien, men hellere vil til Spanien, så synes jeg du skal kigge mod Malaga og den fantastiske vandrerute Caminito Del Rey.

Området omkring Malaga byder på skønne temperaturer i april, samtidig med at du både kan finde vandreruter langs Middelhavskysten og i bjergene, som ligger tæt på. Dog er en af de store vandreattraktioner Caminito Del Rey. Det er en vandrerute, som er baseret på broer og stier, som er bygget på siden af bjergene. Du skal altså helst ikke lide af højdeskræk, hvis du planlægger at gå denne rute. Ruten er for nyligt blevet gennemrenoveret og genåbnede i 2015. Ruten er altså helt klar til, at du indtager den og dens bjergtagende udsigter. Det er uden tvivl en oplevelse, som du ikke vil glemme lige foreløbig.

Maj | Grækenland

En af de lidt mere atypiske vandredestinationer kunne være en tur til Delfi i Grækenland. Her er relativt varmt vejr i maj, og området byder på en masse naturoplevelser, samtidig med at du kan opleve historiens vingesus. I denne antikke by, som er en af de vigtigste arkæologiske områder i Grækenland, finder du nemlig også vandrestien fra Delfi og op til Den Korykosiske Hule.

Her får du en fantastisk udsigt over bjergene og havet, og til sidst begiver du dig ind i et stort skovområde, før hulen kommer til syne. Du skal forcere en mængde højdemeter på ruten, men alle i en nogenlunde form skulle gerne kunne være med.    

SOMMER

Skotland_sommer

Juni | Langtur på Balkan

I den tidlige sommer kan du udforske en fantastisk vandrerute på Balkanhalvøen. Nemlig den rute der hedder Via Dinarica. Det er en af de længere ruter på listen, men den passer godt til en langtur i juni. Turen starter i Sloveniens hovedstad Ljubljana og går sydpå gennem Slovenien, Kroatien, Bosnien & Hercegovina og slutter i Albanien. Hvis du går hele ruten, så tager den omkring 22 dage. Du kommer bl.a. gennem seks forskellige nationalparker og krydser bjerge og dale.

På denne rute kan du udnytte de billige priser, som Balkanlandene byder på, samtidig med at du oplever fantastiske landskaber på en tur, som det ikke er alle og enhver, der har prøvet at vandre.

Juli | Skotland

Skotland er en helt perfekt destination i juli. Dagene er lange – helt op til 16-17 timer – og temperaturerne er milde. Det skaber perfekte forhold til en vandretur i den skotske natur.

Du kunne f.eks. tage vandreturen Southern Upland Way (eller blot noget af den). Den løber i den sydlige del af Skotland, fra kyst til kyst, og er omkring 345 km lang, delt i 12 etaper. Derfor kan du tage hele ruten på et par uger i juli, eller du kan udvælge et par af etaperne.

Uanset hvad, så vil du opleve skiftende landskaber og smukke, øde områder her på tværs af Skotland – som gentagne gange er kåret som det smukkeste land i verden.

August | Lapland

I august synes jeg, at du bør overveje at tage en tur langt mod nord, nemlig til Lapland. Heroppe kan du opleve midnatssol og rå natur, samtidig med at vinterens sne er smeltet, der ikke er for meget vand i elvene, og efterårets sne endnu ikke er begyndt at falde igen.

Dette er også en destination for dig eller jer, som gerne vil opleve naturen uden forstyrrelser. Fordi det er så langt mod nord, så er der heller ikke så mange mennesker i nationalparken, og du kan indtage mange af naturoplevelserne alene. Det er et fantastisk sted, som det oprindelige folk, samerne, bl.a. bruger til rensdyrhold – og rensdyr er der masser af. Faktisk var det sådan, at da jeg var på vandretur deroppe for første gang som 8-årig, kom jeg hjem med rygsækken fuld af rensdyrgevirer, som vi fandt på turen.

Tag til Lapland for at opleve midnatssolen og naturen, men husk din myggespray- og net – myggene er meget aktive i august. 

EFTERÅR

Sverige_eftera_r

September | Skåne, Sydsverige

I det tidlige efterår er Skåne, i Sydsverige, et godt bud på en vandredestination. Selvom det er tæt på os, så byder Skåne på noget helt andet natur, end vi kan klare her i Danmark. Der er store skove og fantastiske kyststrækninger. Og så er bare mere plads til at vandre uforstyrret i Sverige.

På denne tid af året i Skåne vil du opleve mildt vejr og efterdønninger fra sommervejret, hvis du er afsted tidligt i september. Sidst i september vil du kunne se efterårets komme, og træerne vil begynde at ændre farve. Der er også rig mulighed for lange vandreture og måske en tur i Øresund eller Kattegat, hvis du er til den slags. Og så skal du jo huske på, at Sverige har det, der hedder Allemandsretten (det kan du læse om her). Det betyder, at du praktisk talt må slå dit telt op overalt.

Den store vandrerute i Skåne hedder Skåneleden og er et netværk af vandrestier, delt op i seks del-leder – dem kan du læse meget mere om her.

Oktober | Mallorca, Spanien

Mallorca er en perfekt vandredestination i oktober. Især hvis du allerede i oktober måned plejer at være træt af regnvejr og savner sommer og sol. Mallorca ligger i Middelhavet, du kan flyve dertil, og der er ganske behagelige temperaturer i oktober. Derudover så er havvandet stadig varmt nok til, at det er rart at svømme i. Det er perfekt til en solrig dukkert efter en hård vandredag!

Et bud på en vandrerute kunne være denne langdistancerute, som løber 120 km på den nordvestlige del af øen. Den har det mundrette navn Trail GR 221. På denne rute vil du opleve storslåede udsigter over Middelhavet, samtidig med at du bevæger dig gennem skiftende landskaber og bjerge – så der er nok at opleve.

På denne vandrerute kan du både overnatte i de mange hytter, der er undervejs, og som koster lidt, eller du kan tage telt med og være helt fri til at overnatte undervejs – det er helt op til dig!  

November | Sicilien, Italien

Hvis du gerne vil opleve Sicilien, men ikke kan overskue at vandre i sommerens hede, så kan det være en idé at tage af sted i efteråret. Her er der nemlig milde temperaturer, så du med lethed kan holde ud at vandre i Siciliens fantastiske landskab. Faktisk er omkring 80% af Sicilien bjerge og bakker, så der er nok at tage af.

Vandreturen til Sicilien kan du også sagtens kombinere med andre oplevelser. Udover at være et meget historisk sted, hvor både de gamle grækere og romerne regerede, så kan du f.eks. også opleve Europas største aktive vulkan Etna.  

Der er generelt gode vandremuligheder på Sicilien. De tre bedste vandreruter kan du læse om her.

VINTER

Vinter_Innsbruck_2

December | Patscherkofel, Østrig

I december står den tit på skitur, men sjældent på vandring. Men du kan faktisk sagtens kombinere de to – også hvis du ikke lige er til langrendsski.

Du kan nemlig tage til Patscherkofel ved Innsbruck i Østrig. Her kan du både stå på ski i Alperne og vandre i området. Der er masser af muligheder for gode, lange dagsture. Tæt ved byen ligger bl.a. Europas største fyrreskov, så her er vanvittigt gode muligheder for fantastiske og stille vandreture i området.

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at det er koldt i Østrig på den tid af året, men det er sommetider også fantastisk at vandre i kulden og sneen – og naturoplevelser bliver helt anderledes og meget storslåede.

Januar | Marokkos Atlasbjerge

En vandretur i Marokkos Atlasbjerge er en helt fantastisk oplevelse. Ikke nok med at du oplever storslået natur, så kommer du også til at opleve en kultur, som er meget anderledes end vores. Du kan opleve tæppehandlere på gadehjørnet, små bjergbyer, der er bygget af områdets materialer og store naturoplevelser.

Jeg var afsted i januar 2021 og havde en helt fænomenal tur. Vejret var skønt og varmt om dagen, men husk en god sovepose, for det blev meget koldt om natten.  

Vi bookede, som to unge uden de store finanser, en uges vandretur med privat guide og en kok til at lave mad for meget overskuelige penge. Jeg vil kraftigt opfordre dig til at booke en guide; vi gjorde det gennem et rejsebureau herhjemme fra. En guide kan både tage dig på en fantastisk vandretur og stå for alting med overnatning o. lign. Turen kan også kombineres med f.eks. et par dage i Marrakech – her fløj vi fra og til. Det er en sprudlende by, hvor du sommetider føler dig sat 100 år tilbage i tiden.

Marokkos Atlasbjerge er virkelig et besøg værd, men tag afsted om vinteren – der er ulideligt varmt om sommeren.

Februar | Algarve, Portugal

Når vintervejret alligevel begynder at blive for meget for dig, så  kan du i februar vende snuden mod Portugals sydkyst. Her finder du nemlig milde temperaturer, som er helt perfekte til vandring.
Det kunne f.eks. være på den rute der hedder Seven Hanging Valleys Trail. På denne rute vil du opleve helt fantastiske stenformationer, samtidig med at du bevæger dig langs Middelhavskysten og har gode udsigter over havet. Ruten er kun 12 km og kan derfor tages på en enkelt dag.

Efterfølgende kan du jo også udnytte Algarves historie og udforske regionens historie som tidligere muslimsk kongerige – eventuelt kombineret med vandreture rundt om i regionen.  

Bliv inspireret til din næste vandretur på vores webshop:

Inspiration
Posted: August 25, 2022
Forfatter: Frederik Thurø