Indkøbskurv 0

Rygsæk - godt at vide inden du køber

19-03-2014

Hvilke funktioner er værd at have med i overvejelserne, inden du investerer i en ny rygsæk? Læs guiden, og du har et godt fundament for at finde en, der passer dig og sidder godt.

 

1. Hulning til nakken

Er rygsækken så stor, at den når op i hovedhøjde, er det rigtigt smart, hvis der er en hulning til baghovedet. Ellers banker du nakken i sækken, når du kigger op, og det bliver hurtigt irriterende.

 

2. Låg

Toplåget skal være så stort, at det går godt ned over snelåsen, det vil sige det bløde stykke med én eller flere snører, der udgør den øverste del af sækken. Mange låg kan justeres i højden både for og bag og giver således mulighed for at øge rumfanget eller eventuelt give plads til et liggeunderlag. Nogle kan tages helt af og bruges som bæltetaske eller daypack.


3. Frontåbning

En frontåbning giver nemmere adgang til indholdet end topåbningen og er derfor en smart ting, hvis din rygsæk i virkeligheden fungerer som en kuffert med seler, for eksempel på Interrail og lignende. Der skal være en form for aflastning på tværs af lynlåsen, ellers bliver den meget belastet.

 

4. Påspænding

Måske kan du ikke have alle dine ting i rygsækken, og så er det nødvendigt med diverse indretninger til påspænding af for eksempel liggeunderlag, teltstænger eller vandrestave. Løsthængende ting og sager kan dog ikke anbefales, det ødelægger balancen.


5. Opdeling/soveposerum

De fleste rygsække har mulighed for at opdele sækken i to rum. I så fald er der en åbning i bunden af rygsækken, så der er adgang til det nederste rum. Dette bruges ofte til soveposen, men kan også bruge til vasketøj, fodtøj eller andre ting. Tjek, at åbningen er stor nok til, at det er til at få soveposen ind.


6. Bæreseler

Selerne er i berøring med din krop i al den tid, du bærer rygsækken, så de skal passe perfekt! De skal være brede og polstrede med et skum, der er hårdt nok til at bære den vægt, du kan finde på at putte i sækken. Jo blødere skum, jo hurtigere klapper de sammen. Formen skal være sådan, at de hverken skraber på hals, skuldre eller bryster.

  

7. Lommer

En rygsæk uden sidelommer er et særsyn. De kan have mange udformninger og være mere eller mindre elastiske. Skal de bruges til vandflasker, er det smart, at åbningen er skrå, så det er nemt at få flasken ud og ind af lommen. En stor frontlomme kan bruges til regntøj, jakke eller andet, der skal være lige ved hånden.


8. Kompression

Kompressionsremme både på langs og på tværs giver mulighed for at mindske rumfanget, hvis rygsækken ikke er helt fuld. Det betyder samtidigt, at rygsækken ikke føles slasket, og at du ved præcis, hvor tyngdepunktet er.

 

9. Hoftebælte

Dette er den allervigtigste del af rygsækken, så her må du ikke gå på kompromis. Bæltet bærer nemlig langt den største del af vægten og overfører den til kroppen. Det skal være kraftigt og med et stærkt skum ellers holder det ikke i længden. Det, der føles blødt og behagelig i starten, er oftest for klejnt i det lange løb. Visse bælter kan formes ved hjælp af varme. Bælter til kvinder er anderledes vinklede end dem til mænd.

 

 

OVERVEJ OGSÅ

 

Størrelse og formål

Find en rygsæk, der passer til din størrelse og din tur. Skal du backpacke eller hytte-til-hytte, er 60 liter rigeligt, men skal du have både telt og køkken med, skal der måske lidt mere til. Det afhænger af din egen størrelse og din evne til at pakke småt, men godt. Og husk, at uanset, hvor stor rygsækken er, bliver den altid fyldt!

 

Tilpasning

En dårligt siddende rygsæk kan ødelægge din tur på rekordfart, så tag dig tid til at finde den rigtige. Hoftebælte og seler skal sidde godt og rigtigt, ikke bare ok, og du skal prøve sækken med vægt i, ellers hjælper det ingenting. Ryglængden skal tilpasses dig, og du skal prøve at trække i alle justeringsstropperne på hoftebælte og bæreseler og se, om det fungerer for dig. Benyt dig af personalets viden og erfaring, lån et par støvler og fut lidt rundt i butikken med det hele på.


 

Pakning

De tungeste ting skal længst ind mod ryggen, og de ting, som du kan få brug for i løbet af kort tid, for eksempel regntøj, skal være lettilgængelige. Lav et system, som du bruger hele tiden, så du ikke skal fumle efter noget i en presset situation. Brug eventuelt små pakposer til at holde styr på eksempelvis sokker og undertøj.

 

Fly

Lufthavnspersonalet hader rygsækkens bæresystemer og flagrende remme, og du hader dem, når du står med en ødelagt rygsæk på den første destination af jordomrejsen. Visse rygsække har en klap, der kan skjule bæresystemet, ellers er det en mere end almindelig god idé at bruge et transportovertræk - mest for din egen skyld.


Drikkesystem

Næsten alle rygsække har efterhånden plads til et drikkesystem, det vil sige en kraftig plastikpose med en slange i. Posen ligger inde i rygsækken, slangen føres gennem et hul og fæstes i små anordninger på selerne. Du kan gå og drikke undervejs, men det tager tid at fylde op. Til gengæld får du så anledning til at holde en lille pause. Den afvejning må du selv foretage.

 

Tilbehør

Hvis rygsækken ikke er vandtæt eller har indbygget regnovertræk, er et sådant en nødvendighed. Transportovertrækket til flyrejsen er også en overvejelse værd, ligesom små pakposer til systematisering af indholdet. Skal du på vandretur, er det en god idé, at gruppen medbringer et par reservespænder til henholdsvis hoftebælter og bæreseler.


Rygsække til alle formål

Skal du snart på tur, eller har brug for at få udviddet udstyrspakken, så klik på bagagekategorierne herunder, eller gå til hovedsiden på bagageshoppen.

 

Små rygsække >

Store rygsække (over 40 liter)

Regnslag og tilbehør

Vandtæt opbevaring

Tasker

Bærestole

Børnerygsække


 

 

Klik på logoerne og shop rygsække og tilbehør fra de stærkeste mærker

 

 

Læs mere i disse artikler